Enhver novelle og roman har en dybere betydning, end det du umiddelbart møder på tekstens overflade. Hvis du ser på en tekst som et maleri, er motivet, det som maleriet umiddelbart forestiller. For at finde temaet derimod bliver man nødt til at spørge sig selv, hvorfor maleren har valgt netop at male dette maleri på denne særlige måde – hvad er det han vil fortælle eller vise os?
Motiv: Det vi kan se eller læse om.
- En fiktiv(opdigtet) teksts overordnede emne kaldes for tekstens motiv. Man kan også sige, at motivet er det, som teksten handler om.
Eksempler på motiver kunne være:
- Flyvning: Der tales meget om flyvning i romanen, det at flyve får en særlig betydning
- Stjernerne: Stjernerne får en særlig betydning
- Krig: Krigen som omdrejningspunkt og symbol i teksten
- Trekantsdrama: Tre personer slås indbyrdes om hinandens gunst
- Skabelsesberetning: Noget bliver skabt/kommer til verden indenfor et vist tidsrum
- Dannelsesroman: Hovedpersonen drager ud i verden, oplever noget/dannes og vender hjem forandret
Tema: Det teksten drejer sig om (hovedkonflikten)
Tema er tekstens grundtanke, problem eller idé. Temaet udtrykker forfatterens meninger, holdninger, vurderinger, værdier og/eller følelser for det behandlede emne/motiv. På en måde kan man kalde temaet for tekstens morale - et udtryk for det, som forfatteren gerne vil fortælle os, hvis man sammenfatter fortolkningen af teksten i én sætning.
Eksempler på temaer kunne være:
Hovedtema
- Man er nødt til at se sandheden i øjnene, selvom det kan gøre ondt
- Det skal gøre ondt, før det bliver godt
- Man skal tillade sig selv at være skør/barnlig for at kunne se det ægte skønne i verden
- Kærligheden kan give nye kræfter
- Det er vigtigt at holde fast i sine drømme